Det nye kræver lidt ekstra 

Når jeg går i gang med noget nyt, overrasker det mig tit, at det kræver noget ekstra af mig. Indimellem er jeg simpelthen nødt til at minde mig selv om, at lige nu er jeg i gang med at lære noget nyt, og det betyder ikke, at jeg er dum, fordi der er noget, jeg ikke kan finde ud af. Det betyder tværtimod at jeg er megasej, fordi jeg har taget hul på noget vigtigt. Og jeg minder mig selv om, at jeg nok skal få det lært ligesom jeg plejer. Selvom jeg har været igennem en del personlige transformationer de sidste 30 år, kan jeg stadig glemme den der kaos, lige når det står på.

Det nye opstår ikke ud af harmoni. Vi skal være lidt “ude af den”, for at kunne springe op på det næste niveau. Vi skal tage tilløb og være modige. Og det er det hele værd. Vi er nødt til at presse os selv engang i mellem. For ikke at visne. Enten er vi i udvikling eller også er vi i afvikling. Der er ikke andre muligheder, og det sidste har vi ikke lyst til. Sådan er vilkårene.

Et underligt og fantastisk år

Det her underlige år har haft gaver med til mig. Nemlig tid til fordybelse. Noget jeg havde savnet længe. Så i foråret hvor jeg ikke skulle “noget”, fik jeg i første omgang jeg mine 12 puslespilsbrikker på plads. Dem er jeg helt pjattet med, fordi de direkte viser nøglen til vægttabet. Det er et fantastisk værktøj for mine kunder. 

Min næste gave var et kursus, der udfordrede mig på mange områder – og som løftede mig op på et helt nyt niveau. Ikke uden sved på panden, skal jeg hilse og sige. Men det var absolut det hele værd. Det betød, at jeg fik lyst til at lære mere og blive endnu dygtigere. Og det betød nye hverdagsrutiner, som jeg elsker. Og at jeg tog en del vigtige beslutninger. Det gik op for mig på en ny måde, at mit liv er baseret på de beslutninger, jeg har taget – og dem, som jeg til stadighed tager. Det er faktisk en beslutning, om jeg vil holde fast i et problem, eller om jeg vil igennem det. Det slår mig hver gang, at de nye indsigter ikke er overraskende, men at de ligger lige for. 

Jeg har knoklet som en hest her i efteråret. Med at lære en masse nyt. Med at tage beslutninger. Med at afprøve nye ideer. Fx. holdt jeg 3 ugentlige live-møder for mine medlemmer i Klub Naturligvægt i hele november måned. Bare fordi jeg havde lyst. Det rykkede både medlemmerne og mig. Og jeg har haft travlt med at tilrettelægge og skabe en ny, effektiv og megalækker version af Klub Naturligvægt på en ny platform. Den nye klub skal ha’ lov til at udvikle sig. Ideerne er begyndt at pible frem, og jeg glæder mig til at give dem liv. 

Vær stille og lyt

Godt nok har Corona begrænset mit liv, men jeg har også fået nye muligheder. Det er jeg dybt taknemmelig for. Jeg har gennemgået en stor personlig transformation, som har smittet af på min måde at arbejde på. Der har været kaos undervejs i “ombygningen”, men først og fremmest har jeg følt mig lykkelig her i min dejlige lille aktive hverdagsboble sammen med manden og hunden.

Transformationerne kommer ikke, når vi har travlt. De kommer når vi stopper op og lytter. Hvad har jeg virkelig lyst til? Mit første svar var ro og stilhed. Inderst inde ved vi godt, hvad vi ønsker os, og når vi ikke kan høre, hvad hjertet vil, er det fordi der er støj på linien. For mange aftaler. For meget rod. For mange overspringshandlinger. For mange forsøg på at “regne den ud”.

Mine kunder ønsker sig at komme ned i vægt og stoppe kampen med maden. Før de kom her, forsøgte de sig ved at spise sundere og bevæge sig mere. For det er det, vi har lært via de mange års slankekursmentalitet. Men det er ikke det, der virker. Der skal ro til.

Dit nye succesmindset

Din personlige transformation er lige foran dig.  Forestil dig hvad det betyder, når du ser dig selv med kærlige øjne. Når du får øje på dine ressourcer i stedet for dine begrænsninger. Når du lytter til kroppen – og til dig selv. Når du retter ind efter hjertet. Det er grundlaget for din succes. Du kan ikke ta’ din livsstil længere end du selv er. Du må steppe op på det næste niveau for at få forandringen.

Jeg kan guide dig, fordi jeg selv har gennemgået personlige transformationer gennem de sidste 30 år. Og fordi jeg altid har været naturligt slank. Og fordi jeg har oplevet, hvad der skete, da jeg tog et “problemmindset” – og da jeg skiftede tilbage igen. Jeg tog 23 kilo på, da jeg var gravid første gang – kun fordi jeg bestemte mig for at spise rigeligt, nu hvor jeg alligevel skulle være tyk. Efter fødslen slog jeg mit “succes-mindset” tilbage igen og tabte mig uden jeg tænkte over det. Det skete bare.

Det første skridt er det sværeste, men når du har taget beslutningen, er du på vej. Når du sender dine tanker afsted først, viser dit nye selvbillede dig dine skridt. Er du klar til at gå i gang med det, der rent faktisk virker – også på den lange bane – er jeg klar til at hjælpe dig. Jeg vil nyde at følge dig i mål.

Vil du gå den mest direkte vej – uden om de kedelige biveje og omveje, så kig på Klub Naturligvægt. Du kan være i gang om et lille øjeblik. Udover at du får et stort transformerende kursusforløb, har du også fællesskabet – fx. holder jeg hver uge et Q&A-live-Zoommøde.