Et naturligt forhold til mad: Nynne spiser altid det lækreste første

Nynne har et naturligt forhold til mad. Hun er én af de naturligt slanke kvinder, jeg har interviewet. Læs her hendes tanker og strategier om mad – og hvordan hun holder sig slank.

Hvordan vil du beskrive dit forhold til mad?

Jeg har et ret naturligt og afslappet forhold til mad. Det er sådan forståetat mad på samme tid er noget nødvendigt, som jeg har brug for – og en nydelse, som jeg somme tider gør ekstra meget ud af. Jeg har aldrig haft et skævt forhold til mad.

Hvilken slags mad er du især glad for? Har du en livret?

Jeg har mange livretter. Det er nok den mellemøstlige mad, jeg er mest glad for. Men ellers al mad lavet af ordentlige, økologiske råvarer. Vi går efter de gode, bæredygtige råvarer – helst lokale sæsonvarer. Og så bliver vores mad lavet fra bunden. Jeg er så heldig at være gift med en mand, der er sådan lidt gourmet-agtig, som altid laver maden og bager gode surdejsbrød. Kun når han ikke er hjemme, laver jeg mad.

Hvordan ved du, hvad du helst skal spise i løbet af en dag? Har du regler?

Min morgenmad er altid enten omelet eller skyr med frugt, müsli og ahornsirup – det kan jeg lige overskue. Og kaffe. Frokosten spiser jeg på jobbet – og det er skiftevis varme retter og smørrebrød. Jeg går mest efter kød og grønt – deres brød spiser jeg ikke. Jeg spiser 4-5 måltider i løbet af dagen – en time før frokosten, spiser jeg frugt. Om eftermiddagen når jeg kommer hjem, spiser jeg knækbrød med ost, en småkage, noget frugt – eller jeg nupper lige en frikadelle eller et stykke kold kylling fra igår. Ja og så en kop kaffe.

Hvordan beslutter du dig for, hvad du vil spise?

Jeg vælger meget med øjnene – det skal se godt ud. Jeg går udenom salaten, hvis den er lidt vissen. Jeg spiser altid det, der ser lækrest ud først, og det har jeg altid gjort, for så får jeg det bedste, inden jeg bliver mæt. Først æggemaden eller tun – og så derefter leverpostejmaden. Hvis jeg er meget sulten og har lavt blodsukker, kan jeg spise hvad som helst helt ukritisk. Så handler det bare om overlevelse.

Spiser du sommetider noget, du fortryder? 

Det er meget sjældent. Nej, det sker faktisk ikke. Måske hver andet år kan jeg få lyst til en hotdog, når jeg går forbi en pølsevogn – og det er altså ikke særlig rart at have smagen af rå og ristede løg i munden bagefter.

Kan du finde på at spise noget særlig godt, hvis du er ked af det?

Nej, mine madvaner hænger ikke sammen med mine følelser.

Spiser du somme tider for meget? 

En sjælden gang kan jeg mærke, at det var lige lidt for meget. Fx. sidst jeg havde fødselsdag og en kollega havde lavet kæmpe flødeskumskager. Der kom jeg til at spise mere, end jeg havde plads til. Så måtte jeg tage en ekstra kop kaffe.

Hvad gør du, hvis du bliver budt noget, som du ikke har lyst til at spise? Eller hvis der ligger kager og slik, der hvor du skal opholde dig?

Så siger jeg nej tak. Jeg kan godt finde på at spise slik, hvis det ligger der. Men jeg tager kun en lille håndfuld af det, jeg godt kan lide: chokofanter og labre laver. Jeg køber kun slik, når vi skal i biografen – og så køber jeg fredagsslik til ungerne. Jeg får hurtigt nok. Den der belægning, man får i munden, bryder jeg mig ikke om. Vi har aldrig slik stående, men vi kan godt finde på at bage kage.

Hvilke laster har du? Hvordan styrer du dem?

Jeg har virkelig svært ved at finde på nogen, og jeg ved godt, det er tarveligt at sige. Men jeg bliver meget fristet af chokolade, italiensk is og kager. Jeg plejer at sige, at jeg har en sød tand, men jeg spiser ikke så meget sødt. Det er ikke en last at drikke et glas rødvin 2 gange om ugen. Det tætteste, jeg kommer på en last må være mine 5 kopper kaffe om dagen. Det synes jeg, er lige i overkanten.

Er der noget mad, du helt holder dig fra?

Jeg vil helst undgå at spise kød, der er pumpet med saltvand og hormoner, eller sprøjtede grøntsager. Det kommer sjældent ind i huset. Og heller ikke færdigretter og “pap-brød” fra supermarkedet.

Har du særlige regler i forbindelse med ferier, højtider og sammenkomster?

Det er ikke så meget anderledes end i hverdagen. Jo, vi spiser ekstra lækkert i ferien, og bruger fx ekstra penge på de gode fiskefrikadeller fra fiskehandleren og ekstra lækre pølser fra slagteren. Vi spiser mere is om sommeren – og vi drikker mere og bedre vin. Det er jo skønt med et glas kold hvidvin på terrassen en lun sommeraften.

Hvordan holder du øje med din vægt?

Jeg har ikke en badevægt, men jeg lægger mærke til, hvis mine bukser strammer og jeg har taget lidt på. Da jeg pakkede mit sommertøj ud i år, kunne jeg ikke lukke mine cowboyshorts. Men de var nok også 11 år gamle. Helt fra før jeg fik barn nr. 2 ud af de 3. Så nu har jeg besluttet mig for, ikke at bruge dem, og jeg har købt nogle nye, der passer. De sidste 20 år, har jeg brugt samme størrelse, men jeg kan godt mærke, at kroppen er blevet anderledes efter mine 3 fødsler. Jeg træner ikke, men går tur med hunden hver dag.

Hvordan regulerer du ned, når du har taget på? 

Jeg har stort set ikke brug for at regulere ned, men da jeg var færdig med at amme, skar jeg ned på portionsstørrelsen til aftensmaden, og skar alt det usunde fra – spiste ikke chokolade om aftenen, indtil jeg var tilbage på min naturlige vægt.

Hvad er ellers vigtigt for dig i forhold til mad?

Udover at det skal være gode råvarer, betyder de fælles måltider meget i vores familie. Vi spiser altid sammen til morgenmad og aftensmad – i weekenden også til frokost. Vi sætter os sammen og snakker sammen. Måltiderne er sådan en dejlig fællesting i familien. Vi har også enormt mange gæster, så maden er også en vigtig social ting, vi samles om. Min mand lægger meget kærlighed i sin mad, så maden er hans daglige kærlighedserklæring til familien.

Nynne Kirstine Poulsen er jobkonsulent.

 

PS. Der ligger 10 interviews med naturligt slanke kvinder i Klub Naturligvægt.